Kangerlussuaq er en vigtig livsnerve for turismen i Qeqqata Kommunia.
Erhvervslivet i Qeqqata Kommunia tror på at turismen i Kangerlussuaq, Sisimiut og Maniitsoq fortsat kan udvikles hvis de rette betingelser er til stede, da potentialet i Grønlands næst største turist destination er stort. Derfor er det glædeligt at konstatere at langt hovedparten af partierne i Inatsisartut nu er indstillede på at beholde Kangerlussuaq som atlantlufthavn samt at bygge den nye havn og anlægge vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq til gavn for lokalbefolkningen, erhvervslivet og ikke mindst krydstogtsturismen. Erhvervslivet og virksomhederne i Kangerlussuaq er i rivende udvikling hvor de blot venter på at investere i nybyggeri samt renovering af eksisterende byggerier og overnatningsfaciliteter samt udvikling af nye oplevelser.
Senest har vi konstateret en interesse for at bygge hoteller og hytter i regionen med en samlet investeringssum på et trecifret millionbeløb.
Arctic Circle Business er til for at skabe vækst og arbejdspladser i Qeqqata Kommunia. Derfor er det vigtigt at erhvervslivet inddrages i dialogen med Qeqqata Kommunia omkring etablering af en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Og for så vidt angår om en hensigtsmæssig løsning af trafikstrukturens fundamentale udformning for henholdsvis Sisimiut og Kangerlussuaq er det afgørende at vi sikrer at den fulde banelængde i Kangerlussuaq bevares, for ved at bevare lufthavnen vil Kangerlussuaq fortsat være den foretrukne hub for krydstogtspassagerer som Gorm Petersens fra Albatros Expeditions anfører:
- ”Kangerlussuaq for os har altid været det naturlige førstevalg at begynde et krydstogt fra. Dels er stedet meget vejrstabilt og beflyves af en tilpas stor flytype (red.: Air Greenlands Norsaq), som passer perfekt til at fylde vores ekspeditionsskib op – det gælder også set fra fragtsiden. Derudover er sejlafstanden til næste by, Sisimiut, og de øvrige byer i Diskobugten så tilpas, at man hver dag kan besøge en ny spændende by eller bygd i Diskobugten, som er det område af Grønland, hvor ikke bare vi men også andre rederier har størst efterspørgsel fra andre bureauer og turister som sådan. De kommende år forventer vi en vækst fra Asien, ligesom vi har oplevet det med vores skibsprodukt ved Antarktis, og derfor ønsker vi at opgradere med flere hytter og oplevelser nær Kangerlussuaq, så vi kan sælge såkaldte ”post-trips” som tilkøb i slutningen af krydstogter, som ender i Kangerlussuaq”
Erhvervslivet forventer en langt højere inddragelse i udformningen af vores regionale infrastruktur, vi vil gerne vide hvilken rolle amerikanerne får og hvilke regionale opgaver vi skal være med til at løse, samt om amerikanerne vil være med til at finansiere Kangerlussuaqs lufthavn samt anlæggelsen af vejen.
Vi forventer som bekendt en stigning af besøgende og udvikling af flere oplevelser der relaterer sig til udnævnelsen af Aasivissuit – Nipisat UNESCO området med fokus på fangstkulturen gennem 4.500 år – samt bevægelsen mellem kyst og indlandsis – hvor adventureturismen udspiller sig som bevægelse i qajaq, umiaq, på hundeslæde og snescooterture, fatbike, langrend, hiking, og ekstrem løb for adventure turister og ikke mindst ture til indlandsisen fra Kangerlussuaq.
Derudover kan krydstogtsturister se frem til nye og spændende UNESCO-ture, specielt med ture til øen Nipisat, som er fyldt med arkæologiske minder, og UNESCO-bygden Sarfannguit. Varieteten af oplevelser for krydstogts gæster, vil styrke den kulturelle oplevelse i Qeqqata Kommunia.
En vej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, giver mere mening nu, end det nogensinde har gjort. Det vil kunne åbne landet op for turismen, på en måde som ikke er set før, på samme måde som the Golden Circle gjorde for Island; dette kræver dog de rette betingelser samt opbakning fra Inatsisartut og Naalakkersuisut for erhvervsaktørerne er klar.

Foto: Visit Greenland