Partierne og erhvervslivet i Sisimiut vil bevare Kangerlussuaq.
Arctic Circle Business samt partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit, Atassut, Demokraatit, Partii Naleraq i Sisimiut vil udvikle turismen og bygden Kangerlussuaq. Bevarelsen af den internationale lufthavn i Kangerlussuaq vil sikre at turismen fortsat vil være i vækst i hele landet, og vi vil også gerne appellere til at Qeqqata Kommunia bliver værdsat og anerkendt som Grønlands næststørste turistdestination.
Derfor er vi uenige med at Kangerlussuaq bliver degraderet til en heliport som foreslået, for hvordan skal man kunne tilgå området med en helikopter? Turismen i området vil blive ødelagt til trods for de stigende aktiviteter og kommende investeringer i øget overnatningskapacitet i området.
Vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq samt det planlagte havnebyggeri i Kangerlussuaq er noget af det vigtigste for partierne og erhvervslivet i Qeqqata Kommunea. Derfor vil vi opfordre til at Naalakkersuisut og Qeqqata Kommunia fortsætter arbejdet efter aftalen med daværende medlem af Naalakkersuisut Erik Jensen samt borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen.
Kangerlussuaqs turismeudvikling får også yderligere et boost, da UNESCO har optaget området med et stort område af indlandsisen, og denne vil kunne tilgås fra Kangerlussuaq, som det eneste sted i Grønland, hvor turister kan køres over til isen, røre ved den, og gå op på indlandsisen. Der kan ikke være tvivl om at området er blevet en meget stærkere turistdestination. Flere turister vandrer gennem Arctic Circle Trail som efterhånden er verdenskendt og potentialet får yderligere vækst i vandreturismen er til stede. Turister der vil opleve Grønland, kan opleve over 4500 års Grønlands historie, amerikanerhistorien, hundeslædeture, indlandsisen, vandfald, nordlys og et område fyldt med vildt liv i form af rensdyr, moskusokser osv.
Derudover har regionen et hav af muligheder i forhold til forskningsaktiviteter som har en central rolle i Kangerlussuaq samt erhvervsudvikling indenfor fiskeri, fangst, råstofudvinding samt brugen af jorden til landbrug i fremtiden. Regionen må derfor udvikles og ikke afvikles. Den foreslåede lufthavnspakke vil være begrænsende for Qeqqata Kommunias fremtidige råstof/mine/efterforskningsmuligheder.
Erhvervslivet er afhængigt af en velfungerende infrastruktur for at sende og modtage varer, dette vil også forringes. Der er ikke mindst lagt op til længere rejsetid for mange med bl. a. en væsentlig forringelse af regulariteten.
Disse forhold må der være fokus på fra Inatsisartut og Naalakkersuisut førend man træffer beslutninger der har alvorlige konsekvenser for Grønlands næststørste turistdestination og erhvervsregion. Vi vil hermed tilkendegive vores fulde opbakning til kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunias bestræbelser for at bevare Kangerlussuaq internationale lufthavn.
